Tilsyn og sikkerhed er en vigtig del af kvalitetsudviklingen af dagtilbuddene, så vi kan skabe det bedst mulige grundlag for børns trivsel, læring og udvikling.
Vi fører tilsyn og kontrollerer, at sikkerheden i dagtilbuddets praksis er i overensstemmelse med de mål og rammer, der er fastlagt i lovgivningen og af kommunalbestyrelsen.
Tilsynet med dagtilbud for 0-6 årige omfatter:
- de kommunale daginstitutioner
- den kommunale dagpleje
- selvejende institutioner
- privatinstitutioner
- private pasningsordninger
Vi har pligt til at sikre og udvikle kvaliteten på dagtilbudsområdet, og derfor fører kommunens konsulenter tilsyn i vores tilbud. Enkelte kommunale dagplejere får dog i stedet udført tilsyn af dagplejens pædagogiske ledere.