Kostpolitik for Tjæreborg-Esbjerg Ø området
Vi tager udgangspunkt i Esbjerg kommunes kostpolitik og de 10 kostråd
Måltidet:
Vi giver børnene mulighed for at indarbejde gode spise- og kostvaner. Vi bestræber os på, at måltiderne foregår i en hyggelig atmosfære. Det giver tid og ro til at spise, og der tages hensyn til individuelle behov. Måltidet er en væsentlig social samling, derfor skaber vi hygge og respekt herom.
Vi forsøger at lære børnene gode spisemanérer, ved at både børn og voksne sidder ved bordet, når vi spiser. Vi taler stille og roligt sammen. Alle ved bordet spiser, både børn og så vidt muligt også de voksne. Børn og voksne øver sig i bordskik, dvs. går først fra bordet, når flertallet er færdige med at spise.
Vi guider børnene til at blive selvhjulpne. Helt fra det lille vuggestuebarn kan de inddrages i at hente madpakken, hælde mælk/vand op osv.
Vi inddrager børnene i det praktiske opgaver omkring måltiderne. Børnene lærer at dække bord, rydde op, feje osv.
Vi har fokus på god håndhygiejne. Børnene lærer at vaske hænder, inden vi spiser.
Vi tror på, at børnene har en automatisk appetitregulering, og har perioder, hvor de spiser mere eller mindre. Derfor ”nøder” vi kun børnene til at spise mere i begrænset omfang.
Økologi:
De råvarer og mælk vi indkøber i afdelingerne, er så vidt muligt økologiske.
Mælk:
Vi serverer mælk til morgenmad og til frugt, vand til øvrige måltider. I vuggestuen får børnene mælk, som er tilpasset deres alder i forhold til sundhedsstyrelsens retningslinjer. Der skal ikke medbringes drikkelse.
I enkelte afdelinger f.eks. med en udflytter gruppe, kan børnene skulle medbringe drikkedunke med vand hjemmefra.
Morgenmad:
Fra afdelingen åbner og frem til kl.7.30, serveres der morgenmad bestående af havregryn, havregrød (uden kanel), rugbrød med ost og mælk.
Formiddagsmad:
I vuggestuen samles børnene ca. kl. 9.00 og her spises der en mad fra madpakken, hertil får børnene mælk/vand.
I børnehaven samles børnene ikke altid, men børnene må tage en mad fra madpakken, når de er sultne. På denne måde lærer børnene at mærke efter, om/hvornår de føler sult.
Frokost:
Alle børn fra 0-5 år medbringer madpakker.
Vi anbefaler, at madpakken indeholder groft brød, grønt, fisk, kød og frugt.
I forbindelse med denne kostpolitik har bestyrelsen udarbejdet en flyer med ideer til indhold i madpakken, denne kan fås ved henvendelse til medarbejderne.
Vi appellerer til, at frokosten er dagens sunde måltid og at små snacks, lægges i frugtposen, så de ikke stjæler appetitten.
Eftermiddagsmåltidet/frugt:
Personalet samler børnene omkring kl. 14.00 og børnene får deres medbragte frugtposer/madkasser. På samme måde som til frokost, forsøger vi at spise måltidet i hyggelige og rolige omgivelser.
Medbringer barnet drikkeyoghurt, smoothies eller lignende, skal det ikke være i en mængde så barnet drikker sig mæt.
I afdelingerne kan der være forældrearrangerede frokostordninger. Her står forældrene for alt omkring opkrævning af betaling, køb og levering af frugt.
Frugt, der medbringes i madpakken, bedes være udskåret hjemmefra ligesom emballage, beholdere osv. skal kunne åbnes af barnet selv.
Fødselsdage:
Fødselsdage kan fejres i institutionen eller i hjemmene, der er forskellige traditioner i afdelingerne.
Vi appellerer til, at forældre, der medbringer mad til uddeling eller fejrer barnet i hjemmet, sørger for, at det, der uddeles, er mættende og sundt, da det erstatter et måltid for børnene. Kage er ikke forbudt, en sund bolle er dog at foretrække.
I forbindelse med denne kostpolitik har bestyrelsen udarbejdet en flyer med ideer til mad til fødselsdage, denne kan fås ved henvendelse til medarbejderne.
Vi serverer ikke slik for børnene i institutionen og beder jer undlade dette i barnets fødselsdagsmenu!!
I sommertid på udflugter osv. Kan der en gang imellem serveres en is og saftevand.
Traditioner i øvrigt:
Afdelingerne har forskellige traditioner til de forskellige højtider, fastelavn, påske, jul, sommerfest mm. Poser til jul, indhold i tønden til fastelavn osv. indeholder ikke slik, men derimod kan der være rosiner, mandariner, popcorn eller lignende i.
Allergi:
Vi tager naturligvis hensyn til børn med allergi mm. Hvis vi f.eks. skal undlade at give dit barn mælk, kræver vi dog en lægeerklæring.
Maddage:
Der kan arrangeres maddage i forbindelse med temaer osv. Hvis afdelingen laver mad, tilstræber vi at købe økologiske ingredienser, ligesom vi laver sunde og nærende måltider.
Medarbejderne:
Medarbejderne skal være bevidste om, at de er rollemodeller for børnene, hvorfor vi opfordrer dem til at medbringe sunde madpakker. Samt være bevidste om i hvilket omfang der står søde sager på personalestuen.
Læs mere om:
Kostrådet 6 om dagen på hjemmesiden for Landbrug & Fødevarer F.m.b.A
De officielle kostråd - Landbrug & Fødevarer F.m.b.A.
Alt om kost - Hjælp til madpakken - Ministeriet for Fødevarer