Bevægelsesstrategi for Jerne-Spangsbjerg området, under rammen Bevæg dig for livet i Esbjerg Kommune
Politisk tænkning:
Bevæg Dig For Livet – Kommunens ramme
Den grønne linje – Aktivitet og Bevægelse
Gl. Vardevej – Bevægelse og Sprog (international)
Koncept for aktive børn i dagtilbud
Jens Troelsen (Professor SDU) – ophavsmand for Active Living i Danmark
Samarbejde med foreningslivet
Cosmosskolen som vi samarbejder med bliver fremadrettet til idrætsskole
Samarbejde og undervisning fra Svendborg Kommune og Gymnastik Højskolen i Ollerup
Samarbejde og efteruddannelse med Vends Natur og Motorik
Vores strategi
Vores Vision:
Jerne-Spangsbjerg området - barnet og bevægelsen i centrum.
Vores mission:
Jerne-Spangsbjerg området har læringsmiljøer, der skaber fundament for et sundt liv med udgangspunkt i krop og bevægelse, og med afsæt i rammen for Bevæg Dig For Livet (tidl. Active Living strategien).
Vores målsætning:
At udvikle læringsmiljøer i dagtilbuddene, der skaber mere bevægelse, styrker børnenes motoriske færdigheder og øger kropsbevidstheden blandt børnene. Dette gøres blandt andet gennem fysisk aktivitet af høj kvalitet.
Vores målsætning er ligeledes ”At slippe legen fri”, således at legen kan blive det bærende element.
Vores baggrund:
Fysisk aktivitet, leg, bevægelse og motorisk udvikling er flere sider af samme sag - især når man taler om børn i alderen 0 til 6 år. Fysisk aktivitet har dels nogle væsentlige sundhedsmæssige gevinster, og det er samtidig et effektivt pædagogisk redskab. Når børn eksperimenterer, er deres motivation selve drivkraften. Når vi slipper legen fri, er motivationen til at lege og bevæge sig det bærende element.
Aktive børn i dagtilbud er således en tidlig forebyggende og sundhedsfremmende indsats, der giver alle børn i de deltagende dagtilbud oplevelsen af glæde ved bevægelse og gør dem motorisk stærke til en sund start på livet. Samtidig er fysisk aktivitet et rigtigt effektivt pædagogisk redskab, der kan bidrage til børns trivsel, udvikling, læring og dannelse - både fysisk, psykisk, socialt og kognitivt. Det er derfor at vores indsatsområde er: Aktive børn i dagtilbud – sundere, gladere og klogere børn!
Vores delmål for børnenes læring:
At børnene føler glæde og har lyst og mod til bevægelse
At børnene lærer at koordinere kroppen
At børnene lærer at anvende forskellige redskaber
At børnene lærer at blive selvhjulpen
At børnene lærer at opleve velvære, og har styrke, udholdenhed
og selvkontrol
At børnene får gode og sunde vaner
Vores tiltag:
- Mindst fire dage om ugen og gerne fem, gennemføres minimum 45 minutters vokseninitierede og voksenstyrede aktiviteter, hvor alle børn deltager. I løbet af ugen skal de nævnte kropslige færdigheder udfordres.
- Størstedelen af de planlagte aktiviteter skal gennemføres udendørs.
- Krop og bevægelse skal anvendes som et pædagogisk redskab i arbejdet med de øvrige læreplans-temaer – kaldet pædagogisk idræt.
- Alle børn skal have høj puls hver dag.
- Det enkelte tilbud skal udvikle læringsmiljøer. Aktive børn i dagtilbud – sundere, gladere og klogere børn.
- Vi tilrettelægger vores hverdagsrutiner således at børnenes selvhjulpenhed udvikles.
- Det enkelte dagtilbud har øget fokus på sanseintegration og mindfullness.
- Vi sætter fokus på de primære sansers betydning for det lille barns udvikling sansemotorisk, psykosocialt og tale-sprogligt.
- Vi tager udgangspunkt i barnets forudsætninger.
Det er vigtigt at pointere, at der er tæt sammenhæng, og også direkte overlap, mellem de forskellige kropslige færdigheder. Derfor kan en aktivitet sagtens indeholde elementer af flere færdigheder. F.eks. kan øvelser, der stimulerer den vestibulære sans, ofte også indeholde elementer af balance.
De enkelte afdelinger tilrettelægger selv de specifikke aktiviteter.
1.Aktivitet 4-5 gange ugentligt af 45 minutter voksenstyret aktivitet
Alle børn skal kropsligt udfordres i løbet af ugen, af voksne der begejstres ved bevægelsen – ud fra rammen Bevæg Dig For Livet (tidl. Aktive Living strategien).
2. Størstedelen af de planlagte aktiviteter skal gennemføres udendørs
Udeliv er generelt med til at skabe mere fysisk aktivitet og bedre kropsbevidsthed blandt børnene. Det skyldes, at børnenes fysik udfordres mere, fordi naturen opfordrer, og måske ligefrem nødvendiggør, at børnene kravler, springer, triller eller balancerer. Vores udearealer ligger op til bevægelse, såvel selv som i fællesskaber. Der er skabt rammer for indretning af det fysiske rum udenfor, både i forhold til faciliteter og indkøbt flytbare rekvisitter, der også kan bringes med rundt i området. Både forældre og ansatte kan bidrage med fysiske udfoldelser på legepladsen, da mange af vore aktiviteter på legepladserne både kan bruges af børn og voksne.
3. Krop og bevægelse skal anvendes som et pædagogisk redskab i arbejdet med de øvrige læreplans-temaer – kaldet pædagogisk idræt.
Pædagogisk idræt er betegnelsen for en pædagogisk tilgang, hvor man anvender fysisk aktivitet som et redskab til at opnå pædagogiske mål, der ikke nødvendigvis er relateret til børnenes fysiske og motoriske udvikling. Fysisk aktivitet, leg, bevægelse og motorisk udvikling hænger uløseligt sammen, når man taler om børn i dagtilbud. Både børns lyst til at bevæge sig og graden af fysisk aktivitet afhænger meget af, hvor gode deres motoriske færdigheder er. Derudover har gode motoriske færdigheder en række andre væsentlige positive effekter for bl.a. barnets selvværd og sociale kompetencer. Fysisk aktivitet er således et pædagogisk redskab, der kan anvendes til at fremme både den fysiske, psykiske, sociale og kognitive udvikling hos børn. Det skyldes først og fremmest, at kropslige erfaringer lagres bedre i erindringen og i kroppens underbevidsthed, fordi de opleves ved hjælp af flere af kroppens sanser på samme tid. Når kroppen er i brug, vækkes flere af hjernens centre, hvilket øger læringen. Børn, der har en god kropsforståelse, vil samtidig være mere fortrolige med deres krop og have bedre motoriske færdigheder og mere velstimulerede sanser, hvilket betyder, at de har mere overskud til at fokusere på omgivelserne, på de sociale relationer eller på de kognitive udfordringer, de stilles overfor, når de leger og lærer.
4. Alle børn skal have høj puls hver dag.
En dagligdag i et dagtilbud indeholder et varieret udbud af aktiviteter, der styrker forskellige kropslige færdigheder. Samtidig ved man, at der er en sammenhæng mellem intensiteten i den fysiske aktivitet, man dyrker og de sundhedsmæssige effekter, og at fysisk aktivitet med høj intensitet har de største effekter, jf. Esbjerg kommunes sundhedspolitik.
5. Den enkelte afdeling skal udvikle læringsmiljøer. Aktive børn i dagtilbud – sundere, gladere og klogere børn.
Indretningen af de læringsmiljøer som børnene færdes i, påvirker i høj grad deres adfærd. Derfor er det vigtigt, at der bliver skabt læringsmiljøer, hvor både medarbejdere og indretning appellerer til fysisk aktivitet, og hvor fysisk aktivitet anerkendes som noget positivt og bruges som et pædagogisk redskab jf. Active Living strategien.
Vi tager udgangspunkt i grundlege og grundmotorik.
For at få indsigt i dette univers, skal voksne:
Have indblik i teori om de primære sanser og deres betydning.
Forstå sammenhængen mellem grundmotorik, grundlege og færdigheder.
Lege selv, så børnene husker at mærke ”suset”.
Være i stand til at slippe legen fri i gode, udviklende, trygge rammer.
Være i stand til at blande sig udenom.
Tage afsæt i barnets færdigheder.
6. Vi tilrettelægger vores hverdagsrutiner således at børnenes selvhjulpenhed udvikles.
Børnene bliver aktiv deltagende i deres egen læringsproces. Der skal gives tid til dagligdagens gøremål, for at understøtte læring. Bevidst tilgang for at sikre læring understøttes og finder sted, og sikre læringsrum i hverdagsrutiner.
Vi gør bla. aktivt brug af vore Christiania-cykler selv når de mindste skal på tur. Det aktive starter ved begyndelsen, og bringes videre op af gode rollemodeller, hvor cyklen bringes i spil som en god måde at komme videre på.
7.Følgende tiltag er integreret i den enkelte afdeling:
- Grundmotorik, som er den medfødte, genetiske overleverede motorik, som er ens
Hos alle menneskebørn til alle tider, i alle kulturer, i alle sociale lag.
- Grundlege, som er de lege, at barn selv finder på for at udvikle sig sansemotorisk, psykosocialt og tale-sprogligt. Grundlege er ens til alle tider, i alle kulturer og sociale lag. For at give god næring til legen skal den voksne sørge for:
Et spændende og udfordrende legemiljø, gode og trygge rammer, samt at grundmotorikken er i orden, så barnet er i stand til at eksperimentere.
- Færdigheder (er læringen), og ikke ens i alle kulturer, til alle tider, og i alle sociale lag. Al læring bygger på, at grundmotorikken er automatiseret, og at barnet har en rigdom af erfaringer fra grundlegens land. Når vi ”slipper legen fri” er det i høj grad også for at skabe den bedste fundament for al senere læring.
- Mininok bruges eks. i førskoleforløb, som en tilegnelse for dette enkelte barn, at mærke sig selv.
- Nussa, bruges eks. som bevidst som en del af integration, i specielt 2 afdelinger.
Medarbejdernes rolle og efteruddannelse
Børns naturlige adfærd er langt hen ad vejen lystbetonet. Derfor vil børn som udgangspunkt lege de lege, de har lyst til. Det betyder, at
de pædagogiske medarbejdere har en opgave i at skabe motivation
hos børnene, så de får en naturlig lyst til at være fysisk aktive, ved at gå forrest, ved siden af og bag ved.
Det handler i høj grad om at lave lege og aktiviteter, der skaber glæde og giver børnene en følelse af mestring. Der skal være en kultur, hvor
der er plads til at eksperimentere og øve sig. Det gælder både
børnene og de voksne. Medarbejderne skal udfordre deres egen kropslighed og gå f forrest som en rollemodel der vil, kan og tør.
Samtidig får medarbejderne en opgave i at inddrage krop og bevægelse som pædagogisk redskab og at udvikle aktiviteter, der tilgodeser og inddrager alle børn.
Alle medarbejdere skal derfor gennemgå et kompetence-udviklingsforløb med henblik på udmøntning af nærværende koncept. Kompetenceudviklingsforløbet vil blive beskrevet i et særskilt dokument, og vil bl.a. indeholde viden om børns fysiske og sanse-motoriske udvikling, aktivitetsudvikling, motivation og brugen af fysisk aktivitet som pædagogisk redskab.
Motorikvejledere i hver afdeling
Der er i hver afdeling uddannede motorikvejledere og motorikassistenter. Disse er frikøbt 1 dag hver uge til at give faglig sparring til kollegaer og forældre. I samarbejdet med forældrene, kommer det til udtryk hvordan vi sammen kan udvikle og sikre mestring hos det enkelte barn. Dette for at sikre at vi går fra forudsætninger over i færdigheder.
Forældreinvolvering
Områdebestyrelsen inddrages løbende. Forældrerådene orienteres og inddrages i forældreinvolveringen. Der afholdes fælles forældreaften, med udgangspunkt i Aktive Børn (rammen Bevæg Dig For Livet). Der udarbejdes en særskilt beskrivelse målrettet forældrene, hvor det fremgår, at forældre og ansatte er rollemodeller. Dette ses ved at forældrene deltager aktivt f.eks. ved planlægning af sommerfest, forældreaktive-møder, juleaktiviteter. Det udmøntes ved at forældrenes inddragelse er øget markant, og samarbejdet udvidet. Heri fremgår det, hvor stor en betydning samarbejdet med forældrene har. Det tætte samarbejde skal der ”sættes lys på”, således at vi får mere og øget fokus på vores sundhed såvel psykisk som fysisk, og at der sker en positiv udvikling og trivsel for alle.
Forældrene holdes løbende orienteret om praktisk information, herved skabes en kontinuerlig og konstruktiv dialog med forældrene om barnets trivsel, udvikling og læring. Vi henviser til Dialogværktøjet, Hjernen og Hjertet samt DPU.
Organisering
- Vi tager udgangspunkt i Børn og Unge Politikken, Esbjerg Kommunes sundhedspolitik sundhedspolitik, og rammen for Bevæg Dig For Livet, Esbjerg Kommune.
- Active Living med Jens Troelsen SDU
- Formaliseret samarbejde med foreningerne i området,
- Tæt samarbejde med Cosmosskolen
- Fælles bevægelsesuge 41
- Altid på som fokuspunkt på personalemøder.
- Vidensdeling og proces i området
- Uddannelsesforløb for alle fastansatte maj 2017: Aktive Børn i Dagtilbud, Gymnastik højskolen Ollerup, samt for nyansatte i området år 2121 ved Vends Natur og Motorik.
- Uddannede motorikvejledere og motorikassistenter i hver afdeling.
VORES BØRN HAR KRAV PÅ BEGEJSTREDE VOKSNE
Redigeret 030321